1. Anvendelse og gyldighed
• Ved at bruge LEADx accepterer du disse betingelser.
• Ved brug af LEADx og accept af disse vilkår, indgår du (Herefter også kaldet Kunden) en aftale med LEADx I/S, som er et dansk registreret selskab, der står bag og udbyder tjenesten LEADx.
• LEADx forbeholder sig retten til at ændre disse betingelser uden varsel. Det påhviler Kunden til enhver tid at holde sig ajour med de gældende forretningsbetingelser.
2. Betingelsernes anvendelsesområde
Disse almindelige forretningsbetingelser finder anvendelse for enhver aftale mellem LEADx og kunden i alle aftaleforhold. Fravigelse af de generelle forretningsbetingelser skal ske skriftligt og med accept af begge parter. Accept af fravigelsen kan foreligge på e-mail.
3. Produktet
LEADx leverer en samlet løsning bestående af et booking-system, samt drift heraf (hosting). Dette benævnes hovedproduktet. Hovedproduktet giver kunden adgang til at lagre data på LEADx’s servere. LEADx’s kunder har den fordel, at der som udgangspunkt ikke betales for trafik på systemet eller på websites. I den forbindelse forudsættes det dog, at trafikken afvikles på en måde, der ikke forstyrrer driften for LEADx’s øvrige kunder eller påfører LEADx uforholdsmæssigt store udgifter. Det er således ikke tilladt for kunder at have store arkiver af filer til fri download, herunder shareware-arkiver, musikfiler, billedgallerier eller videosamlinger. LEADx forbeholder sig til enhver tid retten til at opsige kunder ved overtrædelse af dette. Det er alene LEADx, som afgør, om overtrædelse har fundet sted.
4. Kundens forpligtelser
Kunden forpligter sig til at overholde dansk lovgivning. Kunden er ansvarlig for lovligheden af det materiale og den information som stilles til rådighed for offentligheden, herunder at materiale og information ikke krænker tredjemands rettigheder eller kan vække anstød i offentligheden. Ved oprettelse af domænenavn indestår kunden for, at han har retten til det pågældende navn og at brugen heraf ikke krænker andres rettigheder, herunder varemærkerettigheder. Kunden forpligter sig til og er ansvarlig for, at relevant information om kunden, herunder navn, adresse, postnummer, telefonnummer, e-mail adresse samt virksomhedsnavn og CVR-nummer altid er korrekt hos LEADx, hvorfor kunden straks ved ændringer heri skal meddele disse til LEADx skriftligt.
5. LEADx’s forpligtelser
LEADx forpligter sig til at behandle alle oplysninger om kunden fortroligt. LEADx forbeholder sig dog retten til at udlevere kundens personlige oplysninger til de relevante myndigheder i tilfælde af misbrug af internettet eller begrundet mistanke herom. LEADx forbeholder sig ret til at bruge abonnements- og salgsoplysningerne til udarbejdelse af generelle statistikker samt at anvende det udførte arbejde som reference i salgs- og marketingsøjemed. LEADx er berettiget til at videregive oplysninger til officielle navnemyndigheder, f.eks. DK Hostmaster, InterNIC og RIPE.
6. LEADx’s rettigheder
LEADx er berettiget til uden varsel at nedtage og lukke en kundes konto/server, såfremt kunden ikke overholder de generelle forretningsbetingelser og/eller særaftaler mellem parterne. LEADx er berettiget til uden forudgående varsel at slette materiale, som efter LEADx’s skøn er ulovligt, af anstødelig karakter eller på anden måde strider imod god skik og brug. LEADx er desuden berettiget til uden forudgående varsel at nedtage og lukke evt. domæner og servere, der efter LEADx’s skøn indeholder materiale af ovennævnte karakter eller hyperlinks til samme. Pædofilt, racistisk eller på anden måde krænkende eller ulovligt materiale, herunder billeder eller musik, der ikke er behæftet med et behørigt ejerrettighedsforhold, må ikke forefindes på nogen af LEADx’s servere. Dette være sig billeder, filmklip eller hyperlinks til billeder eller tilsvarende materiale. LEADx vil uden varsel nedtage og lukke kontoer/servere, der overtræder ovennævnte, og årsagen til nedlukningen vil blive oplyst direkte til kunden. LEADx anser spam for misbrug af abonnementet og derved en misligholdelse af aftalen, og forbeholder sig retten til at videregive personlige oplysninger til relevante myndigheder i sådanne tilfælde. LEADx forbeholder sig retten til at ændre eller afbryde ydelsen, såfremt det er nødvendigt for at sikre den generelle drift, også selvom det skyldes forhold, som kunden ikke selv er skyld i. I tilfælde af nedtagning eller lukning som følge af kundens misligholdelse og/eller andre former for brud på aftalen mellem kunden og LEADx tilbagebetales forudbetalte beløb ikke til kunden.
7. Sikkerhed
LEADx bestræber sig på at opretholde en høj grad af sikkerhed, herunder relevant SSL-kryptering (https) ved tilgang til systemet. LEADx kan dog ikke garantere mod hacker-angreb, som kan forårsage systemnedbrud og/eller tab af data. Tab forårsaget af hackerangreb vil derfor ikke blive dækket af LEADx. Kunden er selv ansvarlig for sikkerhed på de anvendte enheder og på kundens egne systemer. LEADx foretager løbende backup, der opbevares i tre måneder.
8. Persondata
LEADx behandler alene persondata på vegne af kunden. LEADx optræder derfor alene som databehandler og handler alene efter instruks fra dataansvarlige (Kunden), idet denne aftale skal anses som instruks til at behandle data om de registrerede personer, herunder slut-kunder. Kunden indestår for og er alene ansvarlig for, at når der overføres personhenførebare data til LEADx, så er alle lovkrav opfyldt og der er indhentet alle nødvendige samtykker i alle relevante lande, hvor Kunden bruger LEADx, herunder at:
• Påse og sikre, at Kunden lovligt kan registrere personhenførbare data i LEADx.
• Sikre sig tredjemands samtykke til registrering, hvis det er påkrævet.
• Påse og sikre, at data vedligeholdes og om nødvendigt slettes.
LEADx skal alene træffe de fornødne tekniske og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger mod, at oplysninger hændeligt eller ulovligt tilintetgøres, fortabes eller forringes samt mod, at de kommer til uvedkommendes kendskab, misbruges eller i øvrigt behandles i strid med lov om behandling af personoplysninger. LEADx vil på Kundens anmodning give tilstrækkelige oplysninger til, at Kunden kan påse, at de nævnte tekniske og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger er truffet. LEADx benytter en underleverandør til hosting af tjenesten samt tilhørende data. Uanset valget af underleverandør, sikres det, at data til enhver tid er opbevaret på servere, som fysisk er placeret indenfor EU.
9. Priser og betaling
Ved køb træder serviceydelsen i kraft med det samme, og kan derfor ikke fortrydes efterfølgende. Alle priser er angivet med valuta og er eksklusiv moms. Priserne er dagspriser og kan justeres fra dag til dag. Kunden kan se sin aktuelt gældende prisliste ved at logge på LEADx. Priserne kan variere fra land til land. Alle priser er uden ekspeditionsgebyr og fakturagebyr. Ved forsinket betaling pålægges renter med 1,5% pr. måned fra forfaldsdatoen og til betaling sker, og der pålægges kr. 100,00 i gebyr ved fremsendelse af rykkerskrivelser. Enhver forsinkelse af betalingen skal betragtes som en væsentlig misligholdelse af aftalen, og LEADx forbeholder sig retten til at lukke for kundens produkt ved forsinkelse. SMS’er købt gennem LEADx er bundet op på konto, og kan hverken flyttes eller refunderes.
10. Immaterielle rettigheder
LEADx har ophavsret og enhver anden rettighed til alle grafiske fremstillinger, billeder, data, kildekode samt andet materiale, som er helt eller delvist udviklet og/eller udarbejdet af eller i samarbejde med LEADx, og som indgår som en del af kundens løsning. Endvidere har LEADx gennem aftale med en række rettighedshavere fået tilladelse til at lade andet ophavsrettighedsbeskyttet materiale indgå i kundens hjemmeside og system. Kopiering af dette materiale til andet formål, herunder drift af hjemmeside eller system hos anden leverandør, kan derfor være en krænkelse af 3. parts rettigheder. De nævnte rettigheder kan ikke anvendes i andre sammenhænge uden LEADx’s skriftlige accept.
11. Materiale tilsendt LEADx
Materiale, som kunden har indsendt eller afleveret til LEADx ifm. med opstart af hovedproduktet eller udarbejdelse af en hjemmeside eller andre produkter, bortskaffes eller slettes efter tre måneder. LEADx kan ikke holdes ansvarlig for materiale, herunder USB-sticks o.lign., som beskadiges eller bortkommer, mens de er i LEADx’s varetægt. LEADx anbefaler derfor, at kunden indsender/afleverer kopier til LEADx. Kunden opfordres til selv at lave en back-up af materialet, inden det overgives til LEADx.
12. Kundens erstatningsansvar
Kunden er ansvarlig for alt materiale, der stilles til rådighed for offentligheden eller på anden måde lagres på LEADx’s servere og er i alle henseender erstatningspligtig i forbindelse hermed. Kunden er forpligtet til at holde LEADx skadesløs for ethvert tab, herunder følgetab og indirekte såvel som direkte tab, som LEADx måtte lide som følge af kundens handlinger.
13. Ansvarsfraskrivelse
LEADx er ikke ansvarlig for tab eller skade som følge af afbrydelser eller forstyrrelser i LEADx’s elektroniske udstyr eller afbrydelser eller forstyrrelser, der kan tilskrives LEADx’s leverandørers eller øvrige tredjemænds forhold. LEADx er ikke ansvarlig for informationer hentet fra internettet eller brugen af internettet i øvrigt. Ved redelegering af et domæne er LEADx ikke ansvarlig for tab eller skade i forbindelse hermed. Dette gælder ligeledes i tilfælde, hvor kunden har egen mailserver, og der på denne baggrund opstår forstyrrelser af mail eller webhotel. LEADx yder ikke support eller bærer ansvar i forbindelse med opståede problemer på kundens egen mailserver ved redelegering af et domænenavn. LEADx kan ikke gøres erstatningsansvarlig for eventuelle forsinkelser. I forbrugerforhold ifalder LEADx ansvar efter dansk rets almindelige regler om produktansvar. LEADx kan ikke under nogen omstændigheder ifalde ansvar for driftstab, tabt arbejdsfortjeneste eller andet indirekte tab. LEADx er ikke ansvarlig for data i den elektroniske postkasse eller data liggende på kundens system eller webhotel (som f.eks. tekster, diverse billeder eller flash-illustrationer samt hertil beslægtet produkter). LEADx er ikke ansvarlig for ændringer, og evt. konsekvenser af disse ændringer, hvis ændringerne er foretaget af kunden selv, eller af andre, som kunden har givet adgang til systemerne. LEADx’s eventuelle erstatningsansvar er begrænset til kundens direkte tab og kan maksimalt udgøre et beløb svarende til det af kunden erlagte vederlag. Kundens krav om erstatning skal fremsættes skriftligt senest 10 dage efter, at kunden er blevet bekendt med den ansvarspådragende handling.
14. Force Majeure
LEADx kan ikke gøres ansvarlig for forhold, der må betegnes som force majeure, herunder, men ikke begrænset til krig, optøjer, opstand, generalstrejke, ildsvåde, naturkatastrofer, valutarestriktioner, import- eller eksportforbud, afbrydelse af den almindelige samfærdsel, afbrydelse af eller svigt i energi-forsyningen, længerevarende sygdom hos nøgle-medarbejdere samt indtrædelse af force majeure hos underleverandører.
15. Varsling af ændringer
LEADx skal varsle ændringer af aftalen med kunden i de tilfælde ændringen er til ugunst for kunden. Varsling pr. emailadresse oplyst af kunden ved aftaleindgåelsen er tilstrækkelig varsling. Ændringer til ugunst for kunden skal ske med minimum én måneds varsel.16. LEADx’s overdragelse til tredjemand
LEADx er berettiget til frit at overdrage driften af produktet samt eventuelle tilknyttede tillægsydelser til tredjemand uden varsel, såfremt overdragelsen kan ske på uændrede vilkår for kunden.
17. Lovvalg og værneting
Tvister imellem kunden og LEADx skal afgøres efter dansk ret ved LEADx’s hjemting.
18. Fortrolighedspolitik
Forretningen forstår og respekterer vigtigheden af privatliv på internettet. Forretningen vil ikke afsløre information om kunder/brugere til tredje part, med mindre det er nødvendigt for at implementere en transaktion. Forretningen vil ikke sælge dit navn, adresse, e-mail adresse, kreditkort eller personlige data til nogen tredjepart uden din forudgående tilladelse.
19. Online betaling
Ved brug af integrationen ”Online betaling” tager LEADx 3% af det betalte beløb i gebyr. Ved transaktioner under 100 kr. trækker LEADx et fast gebyr på 3 kr. LEADx trækker pengene fra betalingskortet når betalingen gennemføres, og forbeholder sig retten til at hæve pengene før behandlingen finder sted.
20. Udbetaling
LEADx forbeholder sig retten til at fastsætte udbetalingstidspunkter.
21. Rettigheder
Alle rettigheder til systemet tilhører LEADx. Køber har ved købt medlemskab opnået en ikke-eksklusiv brugsret til systemet, som LEADx til enhver tid kan inddrage uden varsel.
22. Fortrydelsesret
Vi tilbyder 14 dages fortrydelsesret, hvis en kunde ønsker at gøre brug af dette, tilbagebetales det fulde beløb.
23. Betalingsmuligheder
Det er muligt at anvende Mastercard og Visa ved online betaling.
Support
Skriv til os på [email protected] hvis du har spørgsmål eller andre henvendelser.
Vi sidder klar alle hverdage 9:00 - 17:00
Firma
Om HighLevel
Kontakt
Betingelser
Privatlivspolitik
Produkt
Funktioner
App
Priser
FAQ
Hjælpecenter
@ 2024 • Gammelmosevej 337, 2880 Bagsværd • CVR: 44825546 • v2.19